Jagten på det perfekte

Ønsket om at lykkes og være perfekt både privat og på arbejde er en dominerende underlægningsmusik til det liv, vi lever i dag. Forestillingen om hvad vi mennesker kan og skal  kontrollere er stærkt overdrevet. Vi kan sandsynligvis få det bedre ved at tilstræbe at få en mere spontan og improviserende tilgang til både livet og arbejdslivet. At blive opmærksom på hvor det er vigtigt at slippe kontrollen – og træne evnen til at kunne gøre det. Hvor eller i hvilke situationer er perfektion nødvendig og hvor er den skadelig? Og hvordan kan vi lære at veksle mellem disse situationer uden at stive af skræk for at sætte en fod forkert?

Ideen om at vi hver især har ansvaret for at lykkes har sneget sig ind i vores bevidsthed – godt hjulpet på vej af en hel industri med selvhjælp som tema. I organisationer oplever mange et absurd krav om at være positive, engagerede og optimistiske uanset hvilke forhold der ellers gør sig gældende på arbejdspladsen. Når denne slags ”optimisme” sniger sig ind og bliver en del af ens identitet bliver fiasko et personligt nederlag.

”I have to be perfect” står der på fotoet ovenfor. Det har billedkunstneren Gudrun Hasle tatoveret på sin arm og dette tema er et centralt omdrejningspunkt for hendes liv og virke som kunstner. Gudrun er ordblind og var derfor uperfekt i skolen. Det fik store og vigtige konsekvenser og skabte undervejs  en bemærkelsesværdig kunstner med sit helt eget sprog. http://gudrunhasle.dk/dansk/

Frygten for smerten ved at mislykkes – og angsten for, at det alligevel sker – står i vejen for at den enkelte kan deltage nærværende og spontant med alle sine talenter. Disse tanker lå bag det banebrydende arbejde Keith Johnstone startede som lærer og senere i teaterverdenen som grundlægger af teaterimprovisation. Hans hensigt var at få skuespillerne til at slappe af, så de kunne improvisere frit sammen på scenen.

Nu viser forskning at improvisationstræning kan lære alle at være mere nærværende, lyttende, nysgerrige og spontane.